mandag, marts 27, 2006

Faldende besøgstal på Traktormuseum

Traktormuseet i Eskilstrup oplevede i 2005 det laveste besøgstal i museets 18 årige historie. I følge Lolland-Falsters Folketidende (230306) er det danske turister, der svigter, mens antallet af udenlandske turister var uændret.

En tilsvarende tilbagegang i turisttallet blev præsenteret på Nykøbing Turistforenings generalforsamling, hvor stort set samtlige turistattraktioner oplevede faldende besøgstal, med Den Gamle Købmandshandel som en beskeden undtagelse. Selv Middelaldercenteret, som er en af regionens mest markante seværdigheder måtte se antallet af besøgende falde med 8 procent i følge Lokalnyheder.nu (180306).

1 kommentar:

Søren W. Rasmussen sagde ...

Her går det rigtig godt med turismen...
Ifølge ovenstående artikel er der stort set fald over hele linien, når det gælder om at tiltrække turister til Nykøbing, med den Gamle Købmandshandel som eneste undtagelse. Tilbagegangen svinger fra 16 til 3 procent. Selv den trestjernede attraktion, Middelaldercenteret, som burde kunne tiltrække mange turister, oplevede svigtende besøg sidste år.

Og hvad gør man så ved det i Nykøbing? - Havde det været en privat virksomhed ville man nok overveje at fyre nogle af de ansvarlige personer i marketingsafdelingen. Det vil næppe ske i Nykøbing, hvor de ansvarlige for indsatsen formentlig ikke vil blive stillet til ansvar for triste resultat. Der skal nok kunne findes nogle gode undskyldninger, selvom det vil give nogen trængsel ved håndvasken i turistforeningen.

Hvad har mon den utilstrækkelige indsats kostet kommunen? Det er det heldigvis ingen der ved - og vel heller ingen af turistforeningens medlemmer, der er interesseret i at vide. Mit gæt er, at man fortsætter som man plejer - med det samme personale og det samme budget - og håber på et mirakel, så fadæsen ikke gentager sig næste år. Og de mistede indtægter snakker vi ikke om. Man forstår bedre og bedre, at Lolland-Falster er og forbliver et udkantsområde, der kun er i stand til at overleve på statslige krykker. Hvis man ikke ønsker/kan tage konsekvensen af sine fejltagelser og ændre opfattelse og fremgangsmåde, er der ikke meget håb for fremtiden.

Det ville interessere mig meget, at høre repræsentanter for turistforeningen give deres version/forklaring på den uheldige udvikling - og ikke mindst hvilke ændringer de har forestillet sig er nødvendige for, at vi ikke om føje år skal se den sidste turist forlade Lolland og Falster. Fortæl... fortæl...

Søren W. Rasmussen
Skovstræde 22
Flintinge
19-03-2006 18:32:53